(Papmache I)

Papmaché II

English version

Jagtedderkop

Edderkop

Denne jagtedderkop er også lavet i papmache, i hvert fald til dels. Kroppen er af papmache overtrukket med nogle skindrester af ubestemmelig oprindelse (især er forkroppens pels speciel og stikkende). Det kræver vist lidt fingerfærdighed. Benene og munddelene er af kæmpe piberensere, der kan købes i de fleste "hobbyforretninger". Leddelingen af benene er antydet med bemaling med hvid plakatfarve. De små øjne er sorte knappenåle (ikke noget for mindre børn!), de store øjne er røde halvperler af plastik, der er malet sorte på bagsiden. Det giver en fantastisk dybdevirkning.

Sangskjuler

I 1994 fik jeg den opgave at lave en sangskjuler til en konfirmation. Sangskjuleren skulle have form som en skildpadde (pigen, der skulle konfirmeres, havde - og har - nemlig en skildpadde). Jeg havde en uge til at lave den i. Først erklærede jeg, at det var umuligt at nå. Da jeg havde sovet på det, mente jeg nu alligevel godt, at det kunne nås. Man kan være meget kreativ, når man er lige ved at falde i søvn. (Jeg nåede det.) Der er en lille lem i rygskjoldet, hvor man kunne tage sammenfoldede sangark ud.
   Desværre eksisterer der ikke nogen billeder af den oprindelige skildpadde. Men da jeg kunne se på serverens log, at mange efterspørger sangskjulere, har jeg lavet en til, som ses her. Personligt synes jeg nu, at den første var pænere.
   Den er lavet ud fra den forudsætning, at den skulle kunne laves på én uge, hvis man strenger sig an. Ikke at den skulle være en naturtro skildpadde. Jeg brugte nu mere tid denne gang, da jeg ikke havde så travlt.
  Se her, hvordan den er lavet.
Sangskjuler i form af skildpadde
Mumificeret hovede

Mumificeret hoved

Denne rædsel er et af mine tidlige arbejder, fra midten af 80'erne. Den er ikke lavet over et skelet, hvilket nok er forklaringen på dens besynderlige proportioner. Jeg må lave en ny og bedre en af dagene. Den er faktisk lavet over et stykke sammenkrøllet avis, der dannede selve hjernekassen. Ansigt og kæbe er derpå klistret på. Tænderne er skåret i træ (i dag ville jeg have brugt plastik). Strubehovedet er lavet af små stykker karton, så det ser naturligt ud nedefra. Halsen er forsynet med de vigtigste årer og knogler.

Djævlehorn

Disse horn er lavet over en modellervokskerne, der er beklædt med først avispapir og dernæst toiletpapir. De blev malet og lakeret. Endelig blev de syet på en sort hætte. Vi skulle bruge hornene til en aktion mod EU, hvor vi malede Fanden på væggen. Det var i 1986.
Djævlehorn
Skrumpehoved

Skrumpehoved

Endnu et skrumpehoved, denne gang mindre naturalistisk. Parykken er en beskåret billig partyparyk. Ansigtet er holdt i en lys kulør, men dog med livores og andre tvivlsomme detaljer. Men man skal jo tåle forhånelse, siger de. Se fremstillingen her.

Mammut

Denne model af en mammut er meget lille, 23 cm skulderhøjde. Stødtænderne er lavet af termohærdelig plast, de burde nok have været lidt mere krumme. Den er bygget på et skelet af ståltråd, der er loddet sammen, og som tænderne sidder fast i. Så er der bygget en krop af almindelig strimmelpapmache med store klumper af krøllet avispapir til den inderste del. Neglene er lavet af gesso, denne gang en købt akrylgesso, og slebet lidt til bagefter. Pelsen er lavet af pulp, som jeg har modelleret med forskellige modellerjern. Man kan lave et lag først, som man øver sig på, og så senere dækker med et nyt lag, når man har styr på teknikken. Jeg øvede mig på en lille træklods med et lag papmache på. Øjnene er "bamseøjne". Omgivelserne til øjnene og spidsen af snablen kræver megen omhu (en mammutsnabelspids er i øvrigt lidt anderledes end en elefantsnabel). Snablen og halen er forstærket med indlagt sejlgarn, ellers frygter jeg, at de brækker af.
Mammut Mammut


Andre steder med papmache:


Papiermaché.co.uk
Dette site, hvis navn jeg ikke kender, har en masse links til papmache


Retur til home
(c) Ditlev V. Petersen/Potemkin 2003-2019