Kun et mareridt — ?

10. december 2007

Jeg fylder vand og kaffe på kaffemaskinen, sætter stikket i og tænder. Den kan godt nok indstilles til at tænde selv, men det har jeg ikke turdet gøre siden sidste skift fra sommertid, hvor den pludselig troede, at jeg boede i Kasakhstan og kogte kaffe i 4 timer, før jeg vågnede. Jeg kan heller ikke bare lade stikket sidde i (selv om den er “slukket”), for så risikerer jeg, at den begynder at hyle kl. 2 om natten, fordi der ikke er fyldt vand på.

Medens maskinen brygger, ser jeg lige efter, om fryseren og køleskabet stadig kører, eller om deres computere hænger i et eller andet. Nej, de er stadig oppe, men siden sidste opdatering af deres programmel har de været temmelig ustabile begge to. Netkommunikationens buffere løber alt for let over. Men heldigvis kan de holde temperaturen i flere timer. Jeg har skam forsøgt at få et par gammeldags køle/fryseskabe med mekanisk termostat, men boligforeningen er ikke glad for sådan noget. Desuden kan de vist kun fås fra Rumænien, og er derfor belagt med særlig EU-told. Så det må vente, til jeg får eget hus.

Hov, jeg skal også lige kontrollere, at køleskabet stadig er indstillet til ikke automatisk at bestille varer hos Web-ISO. Det er ellers default-indstillingen, efter at Bill Gates har købt ISO. Det er jo også Microsoft, der leverer softwaren til køleskabet og hver gang den bliver opdateret, så er der en mærkelig tilbøjelighed til at indstillingen skifter og køleskabet bestiller kinaruller på min regning. Den slags er der nemlig aldrig i hverken køleskab eller fryser. Egentlig er det også ubehageligt, at en hacker måske kan kontakte mit køleskab og se, hvad jeg har liggende. Hvis der ikke er frisk mælk, så er det måske et tegn på, at jeg er bortrejst, og at det lige er tiden til et raskt lille indbrud?

Jeg kigger lige til min pc (jo, det hedder det stadig). Den er langt om længe blevet færdig med at indlæse den nye Windows 12.1, det har den været tre dage om og jeg måtte skifte diske tre gange — 13 Gigabyte fylder den. Jeg må først forsøge at boote den tre gange, før den kommer helt op. Jeg logger mig på og checker lige posten. Der er ingen mails, jeg behøver bekymre mig om, og der er kun sluppet 3 spam-mails fra Papua-Nyguinea gennem filtrene. Det er godt klaret. Dem sletter jeg. Software-agenten “Nicolaus_af_Myra” meddeler, at jeg har fået 18 God-jul kort, som “han” allerede har besvaret. Jeg gider ikke kigge på dem, de fleste er alligevel skrevet af en anden agent, der har min adresse på en liste. Sådan er edb så smart.

Ved lejlighed skal jeg have sat mig ind i den nye Word, som er standard på arbejde. Den er virkelig lækker — nogenlunde som at stå med fødderne i et badekar med sirup! Det er virkelig et gooey-system. Men jeg må tilstå, at jeg personligt bruger min gamle maskine og min oldsag af en editor, når jeg virkelig skal spytte tekst ud. Desværre passer disketterne ikke til den nye maskine, så jeg sender i stedet teksterne over Nettet (efter at have tygget dem igennem med et hjemmestrikket konverteringsprogram — selvgjort er velgjort). Men det kan jeg nok ikke blive ved med, det er ikke længere muligt at skaffe reservedele (jo, måske et sted i Afrika — de plejer at “få” alt vores skrammel).

Jeg drikker kaffen til mine havregryn. Der er ikke meget i avisen, der fanger interessen, de store artikler handler om Soap-opera-stars og TV-quiz-stars, så de små notitser på side 4 er de mest givtige. Jo — endnu et børsspekulantfirma er gået ned efter at have slået sig op på en krydsning af edb, kaosteori og kabbala. Og en mand har skudt sin pc og sin kone (i den rækkefølge). For knap to måneder siden var der en kone, der smed sin mands pc ud af vinduet — ingen kom til skade ved den lejlighed. Hun var jaloux på hans “virtuelle veninde”, som han brugte megen tid sammen med. Han har nu nok brugt det meste af tiden på at få maskinen til at køre, kender jeg edb ret. Jeg må indrømme, at jeg også ind imellem fantaserer om et voldeligt opgør med min maskine.

Det kniber stadig med at læse avisen efter deres moderniserede nye layout. Det er altså ikke rart at læse 7 punkt Bodoni med grøn farve på blå baggrund. En eller anden “erhvervspsykolog” har ellers “beregnet”, at 2.7453% flere unge mellem 15 og 18 ville læse (i?) avisen, hvis den ser sådan ud. Gid psykologerne ville holde sig til psykologi og lade fagfolk tage sig af typografien. Men de rigtige typografer er for længst pensioneret eller omskolet. Efter layout blev så nemt, at enhver idiot kan finde ud af det, er der en hel del af slagsen (idioter altså) i gang som layoutere. Opblødning af faggrænser — rend mig ...! I øvrigt er det fantastisk, hvor mange stavefejl de stadig kan præstere.

Af sted på cykel til arbejde. Cyklen er efterhånden blevet meget hurtigere end bilen, men det er ikke cyklens skyld. Vejene er simpelthen forstoppede. Jeg har fået GPS-sattelitnavigation på cyklen for et par år siden, men bruger det ikke til noget. Men folk tror let, at man er underlig, hvis man ikke har sådan en dims på styret. I øvrigt er batteriet brugt op for længst. Jeg har også en lille skærm med Notes på styret, men pokker skulle da læse e-mails, når man burde holde øje med trafikken. Så den er også kun til pynt. Men skulle det gå galt, kan jeg da altid tilkalde en taxa via den. En mobiltelefon har de stadig ikke fået mig overtalt til at købe — tanken om at blive forfulgt af tåbelig snadren er gruopvækkende. “Dutteluttelut — hej, det er mig. Er det dig? Jeg står ude foran Salling, hvor er du?” Eller “Ja goddag, det er fra Falck. Må jeg have lov at forstyrre et øjeblik?” Nej tak!

Jeg kører fortrinsvis ad de små veje for oplevelsens skyld. Når man sidder ved en skærm det meste af dagen, bør man udnytte chancen for at se på noget grønt græs. Men en anden fordel ved de små veje er, at så undgår jeg politi-computernes kameraer — jeg er efterhånden ved at være lidt paranoid. Godt nok har cyklerne ikke nummerplader og godt nok trækker jeg min kasket godt ned i panden, men alligevel. For øvrigt kan det ikke komme som nogen overraskelse for Europol, at jeg er på vej til arbejde igen.

En bil er gået i stå på Randersvej og generer trafikken lidt. Den blinker med lygterne, tuder med hornet og vinduerne kører op og ned i ét væk, så det er nok bilens computer, der er flippet ud. Jeg råber til bilisten, at han skal tage den ene ledning fra akkumulatoren et øjeblik. Der er mord i hans øjne!

Jeg har skam mulighed for at arbejde hjemmefra. Det gjorde jeg da også meget i begyndelsen, og til at begynde med var jeg meget mere produktiv, fordi jeg ikke blev forstyrret så meget. Men så opdagede jeg, at jeg savnede kontakten til de andre på arbejde. Det medførte, at vi begyndte at sende flere og flere e-mails til hinanden, og det faglige indhold var efterhånden meget lille. Informationssamfundet er et meget mærkelig navn, når man tænker på, hvad indholdet er i 80% af den mail, der passerer Nettet. Så nu er det igen det almindeligste, at vi mødes på arbejdspladsen. Kun når de mest arbejdsliderlige er forkølede, bliver de hjemme og arbejder derfra i stedet for at smitte resten. Her har teknologien virkelig givet et fremskridt. Til gengæld er det svært at melde sig syg længere, selv om næsen drypper ned i tastaturet.

Den sidste del af turen sker bagved kolonihaverne. Her er der igen masser af kameraer, men denne gang er de private. Folk vil sikre deres havehuse mod hærværk og porrerne mod tyveri. Men når der endelig sker noget, så har gerningsmændene en hætte på — og i øvrigt er der så mange falske alarmer og netnedbrud, at vagtfolkene kan være flere timer om at nå frem.

De fleste af de andre er også mødt på arbejde i stedet for at blive hjemme, der er kun en enkelt med et sygt barn. Jeg arbejder stadig med de store maskiner, selv om det efterhånden betragtes som lidt a la Hjerl Hede. Men den nye ASE/1200 er faktisk vældig behagelig at arbejde med (og det gi’r en god hyre). Den går kun ned tre gange om ugen i snit — hos os i hvert fald. Det er langt værre med den pc, jeg arbejder fra. Hvis den kan holdes i luften i to timer i træk, så plejer jeg at fejre det med kage til hele kontoret (okay — nu overdriver jeg lidt, men det er altså slemt).

Først starter jeg pc’en op, det tager 5-6 minutter, inden den er helt klar, så jeg kan hente kaffe og snakke lidt med Birte i kantinen. Da jeg vender tilbage, er maskinen stoppet ved en ubestemmelig fejlmeddelelse i et vindue. Der kan kun klikkes ‘OK’, men den triller da pænt videre. I Notes ligger en mail fra tandlægen med forslag til tid for en undersøgelse. Jeg accepter den og vil registrere den i Notes’ kalender med det samme. Det går da også udemærket med at få aftalen registreret på den rigtige dato, men da jeg taster kl. 8 ind som starttidspunkt, så “gætter” Notes sig til, at jeg nok bliver væk til kl. 22.30 (det er altid spændende, sommetider er det 15.45, den kommer med i stedet). Nå pyt, jeg kender tricket. Jeg gemmer bare aftalen med de klokkeslæt, Notes nu selv synes. Bagefter kan jeg uden problemer gå ind og ændre dem.

Næste problem er en mail fra en af de store brugere. Han beder mig om at ringe — helst inden kl. 11. Han er overlæge. Det viser sig, at sundhedsforvaltningen har bedt om en uhyre detaljeret statistik for afdelingens arbejde i sidste måned og den skal afleveres i denne uge. Lægen kender godt folkene i forvaltningen, så han satser på at undgå flere “indgreb” ved at lave statistikken mere “farvestrålende” og “positiv”. Han kan selvfølgelig ikke snyde med tallene, men forvaltningen er i forvejen så oversvømmet med statistikker og grafer, at de ikke opfatter ret meget. Edb’s sande formål i tilværelsen synes at være at producere statistikker! Vi diskuterer farveholdning — en lys grøn baggrund vil sikkert stemme formanden mere positivt ved første blik. Men vi har et problem med en mellemtotal, der helst skulle være magen til en anden. Jeg lover at kigge på det med det samme, jeg håber at have løst problemet inden kl. 14. Suk, ned i den gamle kode fra ‘87. Det var dengang, man stadig snakkede om selvdokumenterende kode.

Brat bliver jeg afbrudt af Hanne fra Hotline. Den eneste bruger, vi stadig har på det gamle DOS-system, har igen problemer og er gået helt i panik. Jeg noterer problemet ned og lover at kigge på det. Derefter noterer jeg (på et stykke papir!), hvor jeg kom til med statistikken og lukker min maskine ned for at genstarte den i DOS (Windows NT understøtter nemlig ikke sådan noget længere — fy da føj — men heldigvis har vi stadig Partition Magic på nogle af pc’erne). Det tager et par minutter at lukke NT ned (jeg har aldrig fundet ud af hvorfor), men DOS kommer heldigvis op på 15 sekunder. Det tager lidt tid at finde den rigtige source frem — jo endnu engang har en eller anden idiot været lidt for smart. Jeg siger ikke noget, sidste gang var det mig selv! Programmet rettes og jeg smider rettelsen på serveren, så kan Hanne sende den videre over Nettet. Faktisk er det den eneste fornuftige måde at sende noget på, siden posten kun bliver bragt ud om torsdagen (selv min gamle mor har nu fået e-mail — med den bivirkning, at jeg må yde telefonsupport til hende i tre timer om ugen).

Jeg lukker DOS ned (½ sekund) og genstarter NT. Denne gang kom den ret hurtigt op og uden nogen form for brok. Jeg tror, det skyldes, at den kun én gang i døgnet forsøger at hente “upgrades” fra Nettet. Hvis disse “upgrades” så blot kunne ankomme i stilhed, men nej — mindst en gang om måneden skal jeg slæbes igennem en “READ-ME-NOW or Die”-fil. Som om jeg ydmygt skal tigge om at få lov at passe mit arbejde.

Telefonen ringer — det er direktøren, hun vil lige høre om jeg kan huske, hvad vi lovede færingerne for to måneder siden? Jo, det kan jeg, heldigvis uden at skulle have fat i Notes’ arkiver. Godt nok arkiverer jeg en kopi af alle tilbud og lignende, men når jeg rydder op i min “sendt”-mappe, så sker det meget ofte, at Notes også sletter kopien i arkivet. Det har altid været en “feature” ved Notes, så jeg stoler ikke på arkivet. Men jeg husker heller ikke altid at skrive en papirkopi ud. Det siges i øvrigt, at den “feature” blev bestilt af folk i Pentagon efter nogle ubehagelige afsløringer i forbindelse med Iran-Contra-skandalen.

Det er i øvrigt pudsigt med telefonen. Jeg er den eneste, der stadig har en gammeldags “knogle”, de andre har enten headset eller løs mikrofon sluttet til SpeakerPhone-EardrumBlaster-Pro-kortet i pc’en. Det er min “knogle” også, men jeg måtte selv bygge den om med lavvoltstransducere. Men følelsen af en knogle er altså anderledes. I øvrigt har de andre, der bruger bordmikrofon, en kedelig vane med at råbe til den, når de taler i telefon. Møgirriterende! Vi fik små kameraer oven på de store skærme for to år siden. Det medførte en sand bølge af pjat, større end den store screensaver-bølge. Nogen brød sig ikke om at blive filmet, så de installerede programmer, der sendte et mere eller mindre syntetisk billede i stedet for billedet fra kameraet. Min favorit var en film med nærbilleder af levende kakerlakker. Men den film forlangte direktøren fjernet. Så nu nøjes jeg med en gumlende ged.

Andre har hængt et stykke blåt stof op på væggen bag dem selv. Så kan de med et blue-screen-program kopiere en kunstig baggrund ind på billedet af dem selv. Det kan være paven, der giver audiens, marsmænd eller en cubansk badestrand. Der blev stort set intet lavet i de to første måneder, fordi folk skulle lege og ringe til hinanden for at se effekterne. Særligt sjovt var det at lægge en anden baggrund ind, når en kollega var til frokost. En fra Hotline kom således til at “optræde” i en ikke helt anstændig film. Sikke en skideballe vi fik, da kunderne ringede til Hotline og så det.

Godt igang med statistikken igen, begynder en ubehagelig tanke at gnave. Hvad nu hvis fryseren derhjemme er gået ned? Hurtigt ud på Nettet og kalde den op — nå, alt er i orden. Egentlig burde jeg lave en “agent” til det job, men hvordan skal jeg så kunne stole på den? Hvordan skal jeg afteste ham? Det her er ved at udvikle sig til en regulær kontrolneurose — der er flere af de andre, der også lider af det.

Nu jeg alligevel er derude, er der lige et par sites, jeg skal kigge på (jeg tør ikke aflevere min adresse pga. spam’ere, så jeg må selv ud for at snuse). De fleste andre på arbejde bruger agenter til sådan noget, men jeg har ikke rigtigt fidus til den slags. De er alle sammen fra Microsoft og har en kedelig vane med at censurere det materiale, de finder. Derefter en tur til Notes, der kun har 5 mails liggende ulæste. Jeg er ret heldig, en af dem nedenunder får over 400 e-mails om dagen. De to ser lige vel suspekte ud, men jeg er anstændigvis nød til at åbne dem, jeg skal jo passe mit arbejde, og det kunne jo være fra en kunde. Men nej, den ene tilbyder “n.u.d.e swedish n.u.n.s at uor new site”. De indsatte punktummer gjorde, at den røg igennem filtrene — stavefejlen “uor” i stedet for “our” tyder på “stor professionalisme”. Hvordan kan man i øvrigt se på en nøgen kvinde, at hun er nonne? Og så fra Sverige?! Den anden er endnu værre — her er al teksten leveret som grafik (animeret selvsagt), så den røg også igennem filtrene. “Win a extradinary price ...”. Er det så en gevinst eller en særlig rabat, de vil tilbyde? Det er næppe en ordbog. Jeg gider ikke læse, hvad det er for et produkt, delete-knappen er allerede hamret i bund. Hvorefter der er hektisk diskaktivitet i 15 sekunder (uha — var det en virus, eller trasher maskinen bare pga. grafikken?).

Nu virker venstre musetast ikke. Så var det altså ikke en virus, for den fejl kender jeg godt. Et par slag på tastaturet, så har Norton Cat fået slået “musen” ned, hvorefter driveren installerer sig igen. Så skal jeg lige tilpasse musens hastighed, så kan jeg atter komme videre med statistikken. Når jeg altså lige har fået set på de resterende 3 mails.

Pc’en begynder nu at summe, er et nedbrud på vej? Måske ligefrem noget mekanisk?
 
 

28. maj 1999

Det er i dag, vi skal konvertere de sidste af vores edb-systemer til År-2000.
 

Note: Jeg morer mig engang imellem med at se, hvilke kriterier, der har fået "web-surfere" til at slå ned på lige netop mine sider. Det afsløres i serverens log, hvad folk har søgt på hos Google eller andre søgemaskiner. Eller hvilket site, de kommer fra. Der var en periode på nogle måneder, hvor folk der besøgte mit site kom, fordi de havde søgt på "nude swedish nuns", en tekst der forekommer i ovenstående novelle. Nu spekulerer jeg bare på, hvad der foregik i verden dengang.