Når man kører på cykel, kommer man ud for mange
mærkelige oplevelser, som man aldeles går glip af, når
man sidder spærret inde i en bil. Man har fornemmelsen af en meget
nær kontakt med omgivelserne - bliver ét med verden, ser ting,
bilisten overser, kan høre lydene og mærke lugten fra det
landskab, man kører igennem. Det sidste kan i øvrigt være
en blandet fornøjelse. En dyb indånding i udstødningen fra
en Mercedes kan smages længe efter. Man kan også opleve at
se dyr, der normalt skræmmes væk af bilens larm - eller blot
overses af den fortravlede bilist. Og man kan stoppe op og iagtage deres
færden, der ind imellem byder på store overraskelser.
Således var det også i sommeren 1989,
hvor jeg var på cykeltur i Sydsjælland og på Møn.
Dagen før havde jeg været ude ved selve Møns klint
og var nu på vej tilbage til Sjælland, hvor jeg skulle overnatte
i Vordingborg. På vejen skulle jeg se et par jættestuer og
Fanefjord Kirke. Den har en del, meget berømte kalkmalerier og er
absolut en omvej værd. Det var stadig formiddag, vel omkring halv
elleve, da jeg nåede til den sydlige del af Møn. Hele morgenen
havde der ligget en underlig klam tåge over øen, men nu var
tågen lettet og det var begyndt at blive varmt. Jeg var netop nået
til en lille skov, lidt syd for landsbyen Damsholte, da min cykel punkterede
på baghjulet. Det var min første, og i øvrigt eneste,
punktering på hele turen. Hullet var stort og hurtigt fundet. Jeg
begyndte at fjerne min rigelige oppakning, vendte cyklen og begyndte på
det arbejde, der kan få enhver cyklist til at opfinde selvlappende
dæk, punkterfri slanger og pansrede dæk.
Da gav det sig til at knase og brage i skoven bag
mig. Jeg vendte mig og så en pænt stor brun bjørn komme
gående ud på alle fire. I flaben havde den en aluminiumskeddel,
som den ganske forsigtigt bar i hanken. Bjørnen luntede over vejen
og op på en lille bakke. Oppe på bakken stod der et mindre
rønnebærtræ og her stoppede den, satte kedlen ned og
kom tilbage. Jeg var ganske målløs. Bjørne er vist
ret sjældne på Møn, ja faktisk troede jeg slet ikke,
der fandtes bjørne i Danmark. Så jeg hilste høfligt
på den og spurgte, hvad den lavede her. Den rystede på hovedet.
'Jeg har travlt, har slet ikke tid til at snakke' sagde den og skyndte
sig ind i skoven igen.
Jeg havde aldeles glemt min cykel, men nu gik jeg
igang igen. Men inden jeg havde fået dækket krænget af,
kom en rød ræv løbende hen ad vejen. Den havde en plastikflaske
med mayonnaise i munden og løb også op på bakken og
hen til rønnebærtræet, hvor den stillede mayonnaisen
fra sig. Nu er ræve jo kendt for at være mere snakkesalige
end bjørne, så jeg råbte ræven an. 'Hej ræv,
hvad laver du her idag - og hvorfor har du så travlt?' Ganske som
jeg havde ventet, kom ræven ned af bakken og gik over til mig. Den
gik lidt forsigtig i begyndelsen, troede vel ikke helt på at jeg
var ufarlig, men så satte den et stort smil op og løb de sidste
par meter.
'Goddag, goddag', sagde den, 'jeg ser du har problemer
med din cykel - ja det kan jeg jo ikke hjælpe med.' 'Næh',
sagde jeg, 'det kan du vel ikke. Men jeg kan nu nok klare det selv - det
er ikke så galt.' Ræven grinede, hvorfor ved jeg egentlig ikke.
'Men hør', fortsatte jeg, 'hvad laver du egentlig her med den mayonnaise?
Og for lidt siden mødte jeg en brun bjørn med en keddel.'
'Jo ser du - jeg skal spise frokost med bjørnen, sådan en
slags sammenskudsfrokost. Så vi har travlt med at samle mad og drikke
sammen.' Jeg smilede af den. 'Du ser nu ikke ud til at have så travlt
igen.' 'Åh nej', ræven vendte sig, 'jeg kan jo løbe
så meget hurtigere end bjørnen - og den kan slæbe så
meget mere. Desuden skal jeg skåne mine poter, jeg har lidt podagra.'
Jeg syntes nu den så sund og rask ud, så det var nok snarere
dovenskab. Men det sagde jeg ikke til den. Man skal aldrig kritisere en
ræv. Ræve er meget ærekære. Jeg ønskede
den god appetit til frokosten og godt held med at skaffe mad til den. Jeg
kunne godt se, at den kiggede nysgerrigt på mine cykeltasker, men
jeg lod som om jeg ikke lagde mærke til det. Så sagde den farvel
og satte kurs ned mod en nærliggende gård, der lå et
par hundrede meter nede ad vejen, på den anden side.
Et par minutter senere kom bjørnen tilbage.
Denne gang havde den en mægtig pølse med. Den så allerede
træt og forpustet ud. Da den nåede til foden af bakken, standsede
den. Den så sig langsomt omkring. Den kiggede kun et kort øjeblik
på mig. Ræven var ikke i syne. Så satte bjørnen
sig ned og åd hele pølsen i to store mundfulde. Derefter vendte
den om og forsvandt ind i skoven. Nu kom ræven tilbage med noget,
der vistnok var en ost. Den løb op på bakken og hen til træ‘et,
hvor den anbragte osten (eller hvad det nu var). Den vendte om og gik ned
af bakken igen. Efterhånden satte den farten ned og stoppede helt
ved foden af bakken. Nu drejede den hovedet op mod træet og kløede
sig bag øret med den ene bagpote. I tre store spring var den oppe
ved træet igen. Osten, eller hvad det nu var, forsvandt i gabet på
den, som havde der aldrig været nogen ost. Nu fik ræven travlt
med at kigge sig omkring. Da den fik øje på mig, fik den et
chock. Den løftede den ene pote op for munden og sagde 'Schh!'.
Derefter løb den ned mod gården igen.
Nu gik der et stykke tid, hvor der intet skete.
Jeg fik dækket af, fandt hullet i slangen og fik det lappet. Men
jeg satte ikke slangen på plads i dækket. I stedet satte jeg
mig ned og ventede på at en af de to, bjørnen eller ræven,
skulle dukke op igen. Jeg var blevet meget interesseret i den frokost.
Det var en af de dage, hvor jeg havde god tid. Der var ikke så langt
til Vordingborg, så jeg kunne godt tåle en forsinkelse.
Nu kom bjørnen igen, bærende en skinke i
munden. Denne gang nåede den halvvejs op på bakken, inden den
stoppede, kiggede sig omkring og åd skinken - med knogler og det
hele. Og så skyndte den sig ind i skoven igen, hvor den forsvandt
med megen larm.
Og sådan fortsatte det. Ræven bragte en høne,
som den dog fortærede på den anden side af bakken. Velsagtens
for at fjerene ikke skulle afsløre den. Bjørnen bragte en
kage eller et brød. Jeg nåede ikke at se, hvad det var, inden
det også var slugt. Ræven kom med en fisk, vistnok en røget
laks. Jeg behøver ikke sige, hvad der skete med den. Bjørnen
kom med en melon, som den åd, mens den stadig var inde i skoven.
I løbet af den næste halve time så jeg den ene delikatesse
efter den anden blive bragt hen til den lille bakke, hvor den prompte forsvandt
ned i gabet på den bjørn eller ræv, der havde skaffet
den.
Endelig kom de begge to, både ræv og
bjørn, samtidig til den lille bakke. De nærmest slæbte
sig af sted, især så bjørnen ud til at have spist for
meget. Ræven havde en sild (eller måske var det en lille makrel)
med. Bjørnen havde ingenting. De satte sig begge to ved det lille
rønnebærtræ på bakken. Ræven lagde silden
ned foran sig. De kiggede begge to længe på den. 'Jeg har ikke
været heldig', sagde ræven endelig, 'jeg fik kun fat i denne
her!' Bjørnen så trist ud. 'Næh, jeg har heller ikke
været heldig. Jeg fandt slet intet.' Ræven tænkte sig
lidt om. 'Du må godt få fisken. Ved nærmere eftertanke
er jeg ikke særlig sulten.' Bjørnen så pludselig syg
ud, den rullede om på siden og tog sig til maven. 'Åhh - nej
tak. Jeg er heller ikke sulten, tag du den bare.' Og så satte de
sig til at drikke vand fra aluminiumskedlen. Mayonnaisen var der ingen
af dem, der rørte.
Jeg stoppede slangen på plads i dækket,
fik dækket maset på plads og fik pumpet slangen op. Cyklen
om på ret køl igen og bagagen surret. Så var jeg klar
til at drage af. Idet jeg startede, vendte jeg mig om og vinkede til afsked.
De var begge to segnet om i skyggen fra rønnebærtræet.
Jeg tror kun, at ræven så mig. Den vinkede lidt med det ene
forben.
